Da min ældste datter, Ella, begyndte i skolen, fulgtes hun og jeg om morgenen ad til skole og arbejde, og det kom der megen god snak ud af. 

En dag spurgte Ella mig, hvad jeg egentlig lavede, når jeg var på arbejde, og da opstod for første gang idéen om at lukke børnene ind i juraens verden. 

Jura er jo læren om samfundets love og anvendelsen af dem, og for at gøre det spændende for Ella, fortalte jeg hende om nogle sager, hvor straffeloven var blevet overtrådt. Jeg gjorde det ved at digte små historier om en uheldig småkriminel fyr fra Svendborg, som jeg gav navnet Leo Lundgren. Navnet var let at huske, og snart spurgte Ella efter flere historier om Leo. Jeg gravede i min hukommelse efter sjove sager fra mit tidligere arbejde i Justitsministeriet og hos en statsadvokat og fra studietiden og formidlede dem til Ella i børnehøjde. 

Snart efter var lillesøster Frida også med på morgenturene, og hun blev ligeså begejstret for historierne om Leo som Ella.

Da mine to yngste børn, Freya og Emil, var store nok, fik de også historierne fortalt, og nu stod det klart for mig, at de fangede både drenge og piger, og at historierne fik dem til at stille mange spørgsmål om reglerne i vores samfund, som jo er vigtige at kende.

Et par år senere opstod idéen om at udvikle historierne om Leo og skrive dem sammen til en sammenhængende roman. Jeg besluttede, at romanens handling skulle foregå i Roskilde, hvor jeg er vokset op, og som emmer af Danmarkshistorie med bl.a. en fantastisk domkirke, kongegrave og vikingeskibe.

​

Personerne i bøgerne er fiktive, men de fysiske rammer er realistiske, og juraen er korrekt og oftest inspireret af virkelige (og ofte sjove) retssager.

Historierne, som jeg havde fortalt mine børn, handlede kun om Leo, men i romanerne har han en modspiller, som håndhæver den straffelov, som han hele tiden bryder. Den rolle tilkommer den unge, nyuddannede vestjyske jurist og anklager hos politiet, Sørine Benz.

Leo udvikler sig positivt igennem handlingen. Fra at være en utilpasset og ubehøvlet fyr med lavt selvværd forvandles han med støtte fra sin grandtante og motiveret af sin kærlighed til Mathilde til en god samfundsborger og en kærlig romantiker. Dog ikke uden bump på vejen og nogle møder med politi og retsvæsenet. 

Da bogen fra starten af har henvendt sig til børn (selv om rigtig mange voksne også har fortalt mig, at de har læst den med fornøjelse :-)), spiller drengene Albert og Tobias og deres veninde Zoé (alle omkring 12 år ved den første romans begyndelse) vigtige roller i historien.

Da Sørine kommer til Roskilde for at starte på sit nye job, flytter hun ind i et tidligere kollektiv, hvor Albert bor sammen med sine forældre. De to bliver hurtigt venner, og Sørine fortæller Albert og hans ven, Tobias, om de sager, som de læser om i avisen, og hun arbejder med hos politiet. Drengene oplever også selv at blive vidner til andres overtrædelser af straffeloven og andre ulovligheder. 

Leo forelsker sig i den enlige mor, Mathilde, der er mor til Tobias og Anja. Der udvikler sig et venskab mellem Leo og Tobias. Tobias ser Leos gode sider og opfatter ham ikke som en kriminel taber (det image, som Leo ellers kæmper med - både i forhold til sig selv og til sine omgivelser).

Ud over disse personer spiller Leos grandtante, Agnete, og forsvarsadvokaten, Marcus Anholt, væsentlige roller i bøgerne. I Flere Røverhistorier spiller Leos gamle veninde, Stella, fra det opholdssted, hvor han boede som ung, også en meget vigtig rolle.

De voksne personers venskaber med børnene gennemsyrer og bærer handlingen i begge bøger. 

Ud over at romanen giver læseren en introduktion til strafferetten og den måde politiet og domstolene behandler straffesager på, handler den om kærlighed, venskaber, Danmarkshistorie og klassisk og moderne musik. En anmelder af Røverhistorier fra Roskilde gik så langt som til at skrive, at bogen lærer læseren dannelse.

 

Rigtig god fornøjelse og god læselyst!